Eksport af udstyr og services til energioptimering er det tredjestørste eksportmarked i Danmark. En bred vifte af virksomheder bidrager til den grønne eksportsucces med smarte løsninger, det er Nordic Fos et godt eksempel på.
Nordic Fos har udviklet et gulvvarmesystem, som sænker husstandenes energiforbrug, og har for nyligt været med Dansk Industri til staten New York, som Danmark samarbejder med om energieffektiviseringer.
Tidligere i år havde det Internationale Energiagentur, IEA, årsmøde i Sønderborg. Det er verdens største konference om energieffektivitet, og blandt deltagerne var ministre fra mange lande, også danske. Dansk Industri var med til at afholde begivenheden, og ifølge branchedirektør Troels Ranis er det ikke tilfældigt, at konferencen foregik i netop Danmark.
”Danmark er førende, når det kommer til energioptimering. Vi er det gode eksempel, som resten af verden orienterer sig mod. Konferencen handlede om at fremhæve toneangivende virksomheder i den danske energibranche, men også om at fremhæve den strukturelle indretning i Danmark. For vi er også stærke på systemsiden, det er den danske fjernvarme er et godt eksempel på,” siger han.
Det, der gør Danmark til en interessant case, forklarer Troels Ranis, er, at vi formår at sænke energiforbruget samtidig med, at vi skaber vækst og fremgang. Det sker, fordi vi bruger de nyeste digitale løsninger og fysiske komponenter til energioptimering, som vi selv er med til at udvikle.
Danmarks grønne eksportsucces
Dansk eksport af udstyr og services til energioptimering er på mere end 100 milliarder kr. årligt. Det er dermed det tredjestørste eksportmarked efter fødevarer og life science. Og i fremtiden forventer Troels Ranis, at der kommer endnu mere gang i denne grønne motor på grund af den stigende interesse fra udlandet.
I gruppen af danske virksomheder, der arbejder med energioptimering, finder man store aktører som Vestas, Grundfos og Danfoss. Men ifølge Troels Ranis er der tale om en bred vifte af virksomheder, der bidrager til den grønne eksportsucces med intelligente, tekniske løsninger inden for hver deres felt.
Det er virksomheden Nordic Fos et godt eksempel på. Nordic Fos har udviklet et moderne gulvvarmesystem, som kan håndteres af både professionelle og private. Gulvvarmepladerne regulerer hurtigt temperaturen i huset og fordeler varmen i rummene effektivt. Også hvis varmen stammer fra systemer med lav temperatur som eksempelvis varmepump og jordvarme. Det giver komfort i hjemmet, en lavere varmeregning og vigtigst i denne sammenhæng: Husstandens energiforbrug bliver sænket.
Nordic Fos med Dansk Industri til New York
Dansk Industri arrangerer løbende erhvervsfremstød til udlandet med danske virksomheder, ministre og til tider Kongehuset for at imødekomme den stigende interesse i danske energireducerende løsninger.
Tidligere i år gik turen fx til staten New York, og Nordic Fos var blandt de medrejsende virksomheder på rejsen. Danmark har en samarbejdsaftale om energieffektiviseringer med New York, som har store ambitioner om at sænke statens energiforbrug. Man vil derfor investere massivt i energibesparende tiltag i de kommende år. Direktør i Nordic Fos, Reneé Jarlskov, siger om sin oplevelse over there:
”Man mærker, at Danmark har en særlig position i udlandet, når det kommer til den grønne omstilling. Jeg er stolt over, at Nordic Fos er en del af den fortælling. Men først og fremmest bliver jeg stolt på Danmarks vegne over, at vi har førertrøjen på, når det handler om at skabe en bæredygtig fremtid.”