Siden Yannich Saxo Larsen afsluttede sin uddannelse i erhvervsjura og -økonomi på CBS i 2015, har han arbejdet med salg og marketing for forskellige virksomheder. I januar 2022 tiltrådte han stillingen som eksportassistent hos Nordic Fos i Dragør, der udvikler og sælger gulvvarmesystemer til professionelle og private.
Yannich skal være med til at løfte virksomhedens profil udadtil ved at udbrede kendskabet til de gulvvarmeplader, som Nordic Fos udvikler og sælger i Danmark samt på udenlandske markeder. Men han har også skulle lære om, hvordan systemerne samles og pakkes på virksomhedens robotudstyrede lager. For hos Nordic Fos skal man være klar til at tage et nap i maskinrummet - i bogstavelig forstand:
”Hos Nordic Fos hjælper vi hinanden. Alle træder til, hvor der er brug for det. Vi har en dygtig produktionschef, der betjener vores højteknologiske lager i Dragør. Men han skal også holde lidt fri en gang imellem. Så for at sikre, at leverancerne kommer afsted, må vi andre holde øje med robotterne i perioder,” siger han.
Nordic gulvvarme - made in USA
Nordic Fos har planer om at etablere sig i USA ved at oprette kontor og robotstyrede produktioner på både øst- og vestkysten. Og her er den nye eksportassistent tiltænkt en nøglerolle. Han skal nemlig fungere som bindeled mellem Dragør og USA, når den første produktion bliver etableret.
Allerede i februar tog han til New York med Reneé Jelskov, der er direktør i Nordic Fos. Rejsen var arrangeret af Dansk Industri, og delegationen fra Danmark mødtes med repræsentanter fra staten New York. Her har man en målsætning om at gøre byen mere bæredygtig gennem grønne renoveringer. Og Danmark er langt fremme på det punkt, forklarer Yannich:
”Der er stor interesse i danske virksomheder som Nordic Fos på grund af vores grønne profil. Rejsen førte mange kontakter og netværksmuligheder med sig. Jeg forventer, vi har gode muligheder for at sælge vores gulvarmeplader i USA. Amerikanerne kan dog bedst lide, at der står ’made in USA’ på produkterne, så derfor vil vi gerne producere gulvvarmesystemerne til det amerikanske marked lokalt.”
Bæredygtig produktion af gulvvarmeplader
Nordic Fos udvikler energieffektive gulvvarmeplader, som giver gulvvarmesystemer med minimalt energiforbrug. Det er desuden vigtigt for virksomheden, at man også i produktionen bidrager til den grønne omstilling. Og det harmonerer godt med Yannichs personlige interesse i miljøspørgsmålet.
Ved den svenske og finske produktion af XPS-plader og aluminiumsfolie, der indgår i gulvvarmepladerne, kommer energien fra vandkraft. Også ved færdiggørelsen af gulvvarmepladerne på det danske fuldautomatiske lager bruger man vedvarende energikilder. Nordic Fos optimerer transporten og søger de mest fornuftige materialevalg og produktionsmetoder, alt sammen for at sænke udledningen af CO2, fortæller Yannich.
Yannich er 30 år gammel og bor på Amager – ikke langt fra Nordic Fos’ hovedsæde i Dragør.